Blog

Disse historier er skrevet undervejs på min rejse gennem vold, social kontrol, krisecentre og mødet med systemet.

Disse historier tager udgangspunkt i mine møder med systemet gennem næsten 10 år med vold, social kontrol og gentagne forsøg på at søge hjælp.

Nogle historier handler om mødet med politiet, andre om socialrådgivere, krisecentre eller andre fagpersoner, som på forskellige tidspunkter blev en del af min rejse. Fælles for dem er, at de viser, hvordan små ord, handlinger og tilgange kan få stor betydning for et menneske, der lever i frygt.

Historierne er skrevet over flere år og fortælles gennem forskellige former og perspektiver. Nogle er skrevet som fortællinger, andre som refleksioner eller digte. Nogle er alvorlige, mens andre rummer humor, selvironi og de øjeblikke, som minder os om, at mennesker er mere end det svære, de har været igennem.

Ved udvalgte historier finder du analyser og refleksioner, som peger på læring og perspektiver for fagpersoner, pårørende og andre interesserede.

Historierne udgør kun en del af fortællingen. Enkelte detaljer og oplevelser har jeg bevidst valgt ikke at dele offentligt, da de indgår i oplæg, undervisning og samarbejder, hvor der er mulighed for dialog, spørgsmål og fordybelse.

Siden opdateres løbende med nye historier, analyser, interviews og perspektiver fra både borgere og fagpersoner.

- April Wilborn

All Posts

En aften uden ende

A og jeg var på vej hjem til hans kammerat Mo, som også havde to veninder på besøg. Jeg glædede mig. Endelig kom jeg lidt ud af lejligheden for at være social… og så sammen med A. Det var vi sjældent. Vi trådte ind i lejligheden og blev taget godt imod. Pigerne kendte jeg ikke, men vi faldt lynhurtigt i snak.. som om vi havde kendt hinanden hele livet. Jeg fik at vide, at den ene af pigerne havde noget kørende med Mo. Så det var lidt som en dobbeltdate +1. Vi sad alle i so

10 min read

Gravid

Jeg blev gravid på den ferie i Tyrkiet, hvor A var ved at kaste mig ud over altanen. Jeg vidste, at jeg ikke kunne tillade mig at sætte et barn i verden i det liv, jeg levede. Nu stod jeg dér med en positiv graviditetstest i hånden, og i det øjeblik blev alting klart: Jeg var nødt til at komme væk. Koste hvad det vil. Ingen undskyldninger. Men hvordan? Jeg havde levet i det i seks år. Seks år med langsom tilpasning. Man vænner sig til det utænkelige. Bliver følelseskold.

11 min read

Jeg tør ikk'

Det var en dejlig varm sommerdag. Dagen havde været forholdsvis god. Hjemme hos min svigerfamilie stod jeg med vores 1,5-årige barn i armene, som spiste is. A diskuterede lidt med nogle af hans familiemedlemmer, over et eller andet latterligt.. og som sædvanligt, gik A's frustrationer ud over mig. A gik hen i mod “Klask.” A slog med flad hånd mod mit ansigt, ramte isen og slog den ud af hænderne på barnet – og ramte mig i ansigtet. Barnet skreg. Jeg holdt det tæt ind til m

9 min read

Afvist

Mit barn og jeg boede på et lille fint værelse på krisecenteret. Episoden var blevet anmeldt til politiet. Jeg følte mig egentlig forholdsvis “stærk”, fordi jeg holdt fast i anmeldelsen og ikke trak den tilbage, som A ellers prøvede at pressede mig til. For ham havde jeg stadig kontakt til. Vi så ham ikke fysisk, men Snapchat-beskederne stoppede ikke, og den psykiske vold fortsatte. Jeg havde bildt ham ind, at vi var hos en veninde – en veninde han godt vidste, jeg ikke h

5 min read

Jeg var tilbage

Jeg var tilbage hos A. Det skete ikke fra den ene dag til den anden. Jeg tog ikke en beslutning om at gå tilbage. Det var noget, der kom stille og roligt. Lidt efter lidt. Jeg begyndte at vænne mig til det igen. Til tonen. Til stemningen. Til måden han talte til mig på. Jeg tænkte over alt, hvad jeg gjorde. Hvad jeg sagde. Hvordan jeg sagde det. Hvornår jeg sagde det. Jeg lærte at aflæse ham, før han selv vidste, hvordan han havde det. Alt blev tilpasning. Jeg undgik at sige

3 min read

Søndags tur

Det var søndag. Tid til endnu en af de mange køreture tilbage hjem til min mor. A sov, og barnet legede på gulvet. Jeg listede ind på A’s lille lager og tog en flaske alkohol. Det var ikke noget, jeg plejede at gøre, men det var blevet noget, jeg var begyndt på – at drikke inden turene hjem til min mor for at dulme nerverne. Det var forfærdeligt, virkelig forfærdeligt, men jeg følte, at jeg var nødt til det for overhovedet at kunne sætte mig frivilligt ind i den bil med

6 min read

Mødet med betjenten

På skærmen i køkkenet kunne jeg på overvågningskameraet se en politibil med tre betjente trille ind i indkørslen, hvor A allerede sad i bilen sammen med vores barn. Jeg fik, hvad der føltes som et kæmpe sug i maven, og begyndte at ryste. Jeg nåede kun at tænke: “Hvad sker der nu?” , da en betjent pludselig stod der i gangen foran mig. Jeg kunne straks genkende ham, fordi det ikke var første gang, han havde været ude på adressen. Sidst han var dér, havde han efterladt

9 min read