Mødet med betjenten

På skærmen i køkkenet kunne jeg på overvågningskameraet se en politibil med tre betjente trille ind i indkørslen, hvor A allerede sad i bilen sammen med vores barn.

Jeg fik, hvad der føltes som et kæmpe sug i maven, og begyndte at ryste.

Jeg nåede kun at tænke: “Hvad sker der nu?”

, da en betjent pludselig stod der i gangen foran mig.

Jeg kunne straks genkende ham, fordi det ikke var første gang, han havde været ude på adressen. Sidst han var dér, havde han efterladt et stort indtryk på mig på grund af den måde, han konfronterede A på – og foran mig!

Det gav mig et nyt perspektiv på hierarkiet, at han gennem sine handlinger viste, at A overtrådte loven, og nu var det altså betjenten, der bestemte.

Bare måden han stod på, for at skærme mig fra A, var tryg og beskyttende.

Dén gang endte det med, at betjenten og hans kollegaer kørte mig på krisecenter

... og nu var de dér igen...

“Nej nej nej nej,”

gentog jeg for mig selv og gik grædende rundt i lejligheden med mine hænder foran hovedet.

Det var en storm af forskellige følelser og tanker, som ramte mig på én gang.

“Hvad tænker politiet mon om mig nu?”,

“Jeg spilder politiets tid”,

“Betjenten synes sikkert, at jeg selv er uden om det denne gang”

, og “Han tror sikkert ikke på min historie, men dømmer mig på min egen fortid, ligesom alle andre.”

Jeg gik grædende ind på soveværelset, og betjenten gik efter.

Jeg satte mig på sengekanten, og han stod foran mig.

Han sagde mit navn og kiggede mig i øjnene:

“Har han slået dig? Har han gjort dig ondt?”

Jeg kunne ikke svare, fordi jeg hev efter vejret, så betjenten valgte at berolige mig professionelt ved at instruere mig i at tage nogle dybe vejrtrækninger.

Jeg prøvede at fokusere på min vejrtrækning, men blev distraheret af mine egne tanker.

Jeg var flov over at “spilde” hans tid

... fordi A havde jo faktisk ikke slået mig dén dag.

Havde han gjort mig ondt?

Ja, helt ind i hjertet... men han havde ikke slået mig.

Så hvad var min undskyldning for alligevel at have brug for, at betjentene blev dér sammen med mig? Jeg kunne ikke komme på nogen...

“Nej, han har ikke slået mig,” sagde jeg og kiggede ned.

Jeg forventede, at når jeg kiggede op igen, ville han have tænkt:

“Okay, så er der ikke noget at gøre her,” og gå sin vej.

Jeg kiggede op, og han var der stadig.

Betjenten prøvede igen: “Hvorfor er du så ked af det?”

Jeg følte en oprigtig, bekymret nysgerrighed fra ham.

Jeg var vant til at feje folks spørgsmål væk ved at sige ting som:

“Der er ikke noget galt. Jeg har det fint,” selvom alting var galt.

Det havde jeg gjort i 10 år, så jeg var faktisk ret professionel til det, hvis jeg selv skulle sige det.. men jeg kunne hurtigt mærke, at sådan et svar bestemt ikke var noget, denne betjent ville tage for gode varer, og det ville ikke få ham til at gå fra mig.

Hans næste række af spørgsmål var anderledes end det, jeg var vant til at blive spurgt om af politiet – hvis jeg overhovedet blev spurgt.

Samtidig var han også lidt hård og bestemt i sin tone, hvilket fik mig til at svare

ærligt på nogle af hans spørgsmål.

For jeg kunne jo ikke fortælle om dengang, A var ved at kaste mig ud over altanen, eller de gange, han bankede mig, mens jeg var højgravid...

det var både lang tid siden, så hvorfor skulle betjenten ville høre om det nu?

Og så vidste jeg også, at A ville gå amok på mig over det, hvis han fandt ud af, at jeg fortalte det.

Jeg svarede, at ja, jeg var rigtig ked af den måde, A havde behandlet mig på denne weekend, hvor han blandt andet havde kastet genstande efter mig, truet mig med et støvsugerrør og spyttet mig i ansigtet - og fået vores barn til at gøre det samme.

Et typisk spørgsmål kunne nu være:

“Men hvorfor gik du så ikke? Døren stod åben og ulåst.”

Men det spurgte betjenten ikke om.

Fordi han vidste præcis hvorfor.

Han havde læst sin lektie, da de blev undervist i psykisk vold på politiskolen – det var helt sikkert.Den psykiske vold, som gjorde mindst lige så ondt som den fysiske, og som blandt andet var grunden til, at jeg havde været “fanget” i dette forhold i 10 år

... og i dét hjem de sidste 4 dage.

Jeg kunne ikke “bare” gå ud af døren eller hoppe ud af vinduet.

Hvilket jeg desuden allerede havde afprøvet flere år forinden, men som jeg hurtigt fandt ud af ikke var en god flugtplan. For A ville jo lede efter mig, når han fandt ud af, at jeg var væk.

A vidste, hvor min familie og de få veninder, jeg havde tilbage, boede. Så der ville ikke gå lang tid, før A dukkede op dér - og endnu mere sur end før, fordi jeg var stukket af.

Men alt det behøvede jeg slet ikke at forklare betjenten...

for det var, som om han allerede vidste det.

“Hvad har du brug for nu?” spurgte han.

“Jeg vil bare have mit barn,” sagde jeg.

Betjenten gik ud til bilen til sine kollegaer, A og vores barn.

Han tog barnet, som jeg havde fuld forældremyndighed over, og kom ind og gav det til mig.

Jeg omfavnede det med en masse tårer, kys og kram og en kæmpe dårlig samvittighed over, at det skulle opleve dette.

A kørte sin vej, mens jeg og vores barn blev sat i politibilen og kørt mod politistationen.

Jeg græd hele vejen, og vores barn sad helt tavst med store øjne og kiggede rundt i bilen.

Jeg hviskede i dets øre: “Det hele skal nok gå. Mor er bare lidt ked af det,” og “Det her sker ikke igen,” men der var ingen reaktion.

Jeg tror, det tænkte: “Nå, nu igen...”

Men denne gang mente jeg det altså for alvor.

Det havde jeg også gjort alle de andre gange, men denne gang...

Vi kom ind på politistationen.

Jeg nåede igen at tænke:

“Jeg spilder politiets tid,” og “Hvad laver vi egentlig her? For jeg tør jo alligevel ikke anmelde,”

før betjenten spurgte mig, om jeg ville anmelde.

“Nej,” sagde jeg.

Han blev igen oprigtigt nysgerrig på, hvorfor jeg ikke ville, og så begyndte jeg at fortælle.

Betjenten lyttede tålmodigt til mig, mens jeg talte og græd på samme tid.

Han stillede spørgsmål, som jeg blev overrasket over, og som jeg faktisk kunne stille mig selv. Det gav mig mulighed for at reflektere og tænke over, hvad jeg faktisk mente, og hvad jeg følte.

Jeg havde været vant til at tilpasse mig.

Jeg havde altid haft fokus på A og rendte rundt og sørgede for at rydde op efter ham, så ingen ville opdage, hvordan det virkelig stod til bag facaden.

Jeg begyndte stille og roligt at åbne op.

Betjenten og jeg havde nogle gode, konstruktive samtaler.

Jeg indså, hvad jeg stod i, og vigtigheden af kun at tænke på mig selv og mit barn.

Som sagt havde han i hvert fald ikke sovet i psykologitimen,

for han vidste lige præcis, hvilke “knapper han skulle trykke på”, for at jeg følte mig som et ligeværdigt menneske, der havde værdi, og som var værd at redde.

Han var meget professionel i sin kontakt, men samtidig menneskelig.

Han var direkte og hård, når han skulle være det.

Jeg fortalte om de nætter, jeg vågnede op ved,

at A var bange, fordi “han hadede mig så meget, at han kunne finde på at slå mig ihjel”, og han forklarede i detaljer, hvordan han ville gøre det.

Fordi jeg “fortjente at lide og få en langsom og smertefuld død.”

Jeg fortalte om den aften, jeg stak af fra A, efter at være blevet trampet i hovedet.

Så kidnappede A min veninde og holdt hende fanget med en køkkenkniv for halsen,

indtil han fandt ud af, hvor jeg var.

Han fandt mig på sygehuset, hvor jeg var forslået, bange og alene.

Han tog mig med hjem, og så fortsatte livet med vold.

Jeg havde igennem hele mit kendskab til A

holdt episoder som disse hemmelige for omverdenen.

Blandt andet for ikke at gøre folk kede af det eller bekymrede.

Det var en kæmpe lettelse endelig at kunne fortælle om de grusomheder,

jeg havde været udsat for.

Vi kom tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt jeg ville anmelde.

“Nej,” svarede jeg stadig,

selvom jeg havde lyst, men min frygt var stadig for stor.

Betjenten respekterede mit valg,

men gjorde mig klart, hvad hans professionelle holdning var til det.

På politistationen blev klokken mange.

Det var blevet nat, og betjentene havde sørget for at kontakte en veninde,

som mit barn og jeg kunne sove hos for natten.

Betjentene fulgte os derhen, og vi gik alle op i min venindes lejlighed.

Jeg tror måske, betjenten havde mærket mit ønske om at anmelde

bag min ellers klare holdning om, at det turde jeg ikke.

Så han gav ikke op,

og vi aftalte derfor, at han og hans kollega ville komme igen dagen efter,

hvor vi kunne fortsætte samtalen, mens min veninde passede mit barn.

Og det gjorde vi så.

Jeg sov ikke hele den nat.

Og nu sad jeg med morgenhår og nattøj på og talte med betjenten og hans kollega.

Jeg fortalte, hvorfor jeg gennem årene havde mistet tiltroen til politiet

- og troen på, at nogen oprigtigt ville kunne hjælpe mig.

Så betjentene lovede mig, at dét ville de og deres kollegaer.

De ville stå ved min side hele vejen igennem.

Hvis jeg valgte at anmelde, ville de tage ansvaret for at følge anmeldelsen til

dørs.

De havde endda nærmest allerede lavet en plan for,

hvordan en mulig anmeldelse og omstændighederne omkring den ville se ud.

Krisecenter ophold osv.

For første gang tænkte jeg:

“Ja, jeg er faktisk dét værd. Min historie og mine oplevelser er værd at fortælle og få sat en stopper for.”

På denne måde kunne jeg også sørge for at opretholde løftet til mit barn om aldrig at skulle overvære en voldelig episode igen.

Tilbage til spørgsmålet om at anmelde:

“Ja.”

Løfterne fra betjentens side blev også overholdt.

De, som senere blev vidner i sagen, og jeg selv følte os 100 % sikre i samarbejdet med politiet.

De var altid tilgængelige, og man følte sig aldrig som “et nummer i køen”.

De var med hele vejen op til og efter retssagen

- og med den helt rigtige tilgang til en kvinde og hendes pårørende, der havde været udsat for forskellige former for vold i en nær relation.

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg tog denne vej ud, og jeg kom helt og sikkert i mål.

Vejen var lang og med nogle naturlige bump undervejs, men det var det hele værd.

I dag ønsker jeg inderligt, at alle voldsofre møder et politi som dette, som har gjort en kæmpe forskel for, hvordan ikke kun mit liv, men også hele min families og ikke mindst mit barns liv kom til at se ud.

Han og de fortjener en kæmpe medalje for deres yderst professionelle, menneskelige og kompetente arbejde...

og så fortjener jeg også en selv.

---

Analyse og reflektion

Når et møde ændrer retningen på et liv

Denne historie beskriver et møde mellem en voldsudsat kvinde og en betjent, som blev afgørende for, at hun og hendes barn senere kom ud af et mangeårigt forhold præget af vold, frygt og social kontrol. Historien viser, hvor stor betydning måden et menneske bliver mødt på kan have - særligt når personen gennem længere tid har levet i alarmberedskab, mistillid og følelsen af at stå alene.

I modsætning til tidligere oplevelser med systemet oplever den voldsudsatte her:

• ro og tydelighed

• følelsen af at blive taget alvorligt

• at nogen tør holde fast og skabe overblik

• og at hjælpen ikke forsvinder igen, når situationen bliver kompliceret eller følelsesladet

  
  

Fra offerets perspektiv kan netop de små ting få enorm betydning såsom:

• tonen i stemmen

• roen i rummet

• spørgsmålene der bliver stillet

• følelsen af at nogen ser mennesket bag reaktionerne

• og oplevelsen af ikke at skulle “bevise” sin frygt

• 
  

Historien illustrerer også, hvor svært det kan være for et menneske i vold og social kontrol at tænke klart og træffe beslutninger. Mange voldsudsatte lever i konstant overlevelsesmode, hvor kroppen er styret af frygt, konsekvensberegning og behovet for at undgå konflikt.

I sådanne situationer kan det gøre en stor forskel, når hjælpen bliver:

• konkret

• rolig

• vedholdende

• og tilpasset den følelsesmæssige tilstand, personen befinder sig i

  
  

Det afgørende i denne historie var ikke én perfekt løsning eller én enkelt handling. Det var følelsen af tryghed, samarbejde og stålfasthed over tid. At nogen blev ved med at holde fast, også når situationen var kaotisk og kompleks.

Historien understreger, at mødet med systemet kan få stor betydning for retningen af et menneskes liv. Ikke kun i det akutte øjeblik - men for personens mulighed for langsomt at begynde at tro på, at et andet liv faktisk er muligt.

I denne sag blev dette møde begyndelsen på, at kvinden og hendes barn senere kom ud af forholdet og i dag lever et liv uden vold.