En aften uden ende

A og jeg var på vej hjem til hans kammerat Mo, som også havde to veninder på besøg. Jeg glædede mig. Endelig kom jeg lidt ud af lejligheden for at være social… og så sammen med A.

 Det var vi sjældent. 

Vi trådte ind i lejligheden og blev taget godt imod.

Pigerne kendte jeg ikke, men vi faldt lynhurtigt i snak.. som om vi havde kendt hinanden hele livet. Jeg fik at vide, at den ene af pigerne havde noget kørende med Mo.

Så det var lidt som en dobbeltdate +1. 

Vi sad alle i sofaarrangementet, hørte lidt musik, talte og drak cocktails.

A og hans kammerat, som var de eneste to, der kunne sproget, begyndte at tale sammen på arabisk. 

Pigerne og jeg forstod det ikke, men tænkte først ikke nærmere over det. Vi havde travlt med vores egen samtale, da A og Mo rejste sig og tog overtøj på. 

“Hvor skal I hen?” spurgte en af pigerne. 

“Vi skal lige ud og købe en bil. Vi kommer om lidt,” svarede A. 

“Nu?? Så sent om aftenen?” 

“Ja,” svarede Mo. 

“Det er en privat sælger fra Den Blå Avis, vi skal hen til,” tilføjede A. 

Pigerne undrede sig. Jeg sagde ikke noget. Jeg var lidt skuffet, men lod som ingenting, selvom jeg udmærket godt vidste, at A og Mo ikke kom tilbage.

Jeg var vant til A’s bedrag og løgne og kunne spotte det på lang afstand. 

Det var lidt akavet at blive efterladt med to piger, jeg ikke kendte, i en anden mands lejlighed…

Men pigerne var søde, og vi talte videre, da de to andre var gået. 

Vi hørte musik, dansede og havde det faktisk ret sjovt sammen, mens timerne fløj afsted, og pigerne begyndte at undre sig over, hvor drengene blev af. 

“Hvor lang tid tager det at hente en bil?” spurgte den ene. 

Jeg lod stadig som ingenting. 

“Mo tager heller ikke sin telefon,” sagde den anden. 

Jeg kæmpede med mig selv, men kunne mærke, at jeg ikke kunne holde det inde længere. 

“De lyver. De skulle ikke ud og hente en bil,” sagde jeg. 

De så begge to på mig, som to store spørgsmålstegn. 

“De er garanteret taget i byen,” røg det ud af mig, selvom jeg ellers var programmeret til ikke at sladre. 

“Hvorfor skulle de dog lyve om det?” 

Jeg fortalte dem, at det med bilen bare var en dækhistorie for at tage i byen uden os. Pigerne kunne næsten ikke tro det.  Jeg var bange for, om pigerne ville konfrontere Mo og dermed afsløre, at jeg havde sladret. 

Men jeg havde også lyst til at bevise, at jeg havde ret. 

“Skriv til Mo, at vi også er på vej i byen. Så er jeg sikker på, I bliver ringet op, og de kommer til at afsløre sig selv,” foreslog jeg. 

Jeg turde ikke selv gøre det. A ville gå fuldstændig amok. En af pigerne gjorde det. 

Hun sendte beskeden og blev, som forudset, ringet op kort efter.

Pigen, som havde noget med Mo, havde en kort samtale med ham, inden hun lagde på. Hun så ked af det ud. Det var nok første gang hun opdagede at han ikke var til at stole på.  

Jeg var vandt til det, og tog det ikke så tungt. 

“Glem dem, lad os bare hygge os her,” sagde jeg for at peppe stemningen lidt op. 

Vi hyggede videre. Da hoveddøren pludselig blev slået op. Det var A. 

“Har I været i byen?” spurgte han som det første. 

“Nej, det var bare for sjov” skyndte jeg mig at sige. 

Jeg nåede ikke at sige mere, før jeg blev ramt af et knytnæveslag i ansigtet og blev trukket ned i håret, så jeg faldt om på gulvet.

Jeg blev svimmel. 

Forstod ikke, hvad der lige var sket. 

Jeg lå på siden og kunne se op på de andre, der skændtes,  men jeg kunne ikke høre, hvad de sagde. 

Jeg kunne ikke rejse mig. 

A kom hen til mig og begyndte at trampe mig på siden af hovedet. 1, 2, 3, 4… 

Jeg kunne se pigernes ansigtsudtryk, som gjorde mig klar over alvoren. Meg kunne ikke længere mærke noget. Jeg kunne bare se rædslen i deres øjne og høre en knasende lyd for hvert tramp, jeg fik. 4, 5, 6… 

Den ene pige hoppede på A i et forsøg på at redde mig. A slog hende omkuld, så hun besvimede og faldt ned i sofaen. Jeg prøvede at rejse mig fra gulvet,  da A tog fat i mit hår og slæbte mig ud af lejligheden og ud i opgangen. Han trak mig i håret hele vejen ned fra 5. sal. 

Jeg blev slæbt udenfor i regnen, hvor Mo stod og ventede. Pigerne løb over til Mo og fortalte, hvad der var sket,  i håb om at han ville få A talt til ro. 

Men Mo gik over til mig... 

og gav mig en lussing, så jeg faldt ned i mudderet ved vejkanten.

Jeg lå dér, helt forvirret og svimmel. Pludselig løb pigerne forbi mig. 

“Løb!” råbte de. 

Jeg skyndte mig op og løb alt, hvad jeg kunne, efter dem og ud mod hovedvejen. 

A løb råbende efter, men hans stemme blev længere og længere væk. 

Vi var løbet fra ham.

Forpustede og i chok løb pigerne og jeg hen ad hovedvejen. 

Vi talte ikke sammen. 

Vi havde ingen plan.

Vi løb bare. 

Regnen piskede ned og skyllede blodet af mit ansigt. 

Der kom en grøn bil kørende imod os. 

“Har I brug for hjælp?” blev der råbt fra bilen. 

Det var svært at se i mørket og for regnen, men vi scannede hurtigt bilen og bekræftede,  at det hverken var A eller hans venner. 

“Ja,” sagde vi og hoppede ind på bagsædet.

“Hvor skal I hen?” spurgte manden. 

“Bare væk herfra,” sagde en af pigerne. 

Så kørte vi. 

Der var helt stille i bilen. 

Kun motoren kunne høres.  

Pigerne og jeg sad på bagsædet uden at sige et ord til hinanden. 

Jeg var flov og ked af det. 

Nu sad jeg i en bil fuld af fremmede mennesker… uskyldige mennesker,  som det gik ud over. 

Det var min skyld.  

Jeg vidste jo godt, at A nok ville blive sur over den forbandede joke. 

Vi nåede til en tankstation, hvor manden skulle tanke sin bil. 

Lyset fra tankstationen lyste bagsædet op, og manden så for første gang, hvor hævet og forslået jeg var. 

Han hentede nogle servietter inde fra butikken, så jeg kunne tørre blodet af mit ansigt.

Han fortalte, at han boede tæt på, hvor han havde en ekstra bil, vi måtte låne, så vi kunne køre mig på sygehuset og derefter hjem til pigerne.

Vi skulle bare lige hjem til ham først for at hente den. 

Det lød som en fin løsning. 

Manden boede ikke langt derfra. Han parkerede foran lejlighedsblokken, og vi gik alle op i hans lejlighed. 

Pigerne og jeg lånte toilettet, hvor chokket langsomt begyndte at lægge sig… og det gik op for os, hvad vi lige havde været udsat. 

Så hørte vi det... 

Manden talte i telefon på arabisk, ude på den anden side af døren.

Vi kiggede på hinanden. 

Paranoide. 

Vi fornemmede at det var A han talte med.

Vi aftalte hurtigt, at vi ville tage tilløb, tælle til tre og så løbe ud af lejligheden.

“1… 2… 3.” 

Vi flåede døren op, fløj ned ad trapperne og ud på vejen. 

Vi stoppede et kort øjeblik for at orientere os.

Da vi pludselig hørte hjulspind, komme tættere og tættere på. 

Jeg vidste at det var A, på den måde han kørte på.

Men kunne ikke regne ud hvilken retning han kom fra. 

 “Det er ham!” Råbte jeg.  

Og uden at tænke mere over det, løb den ene af pigerne og jeg til højre, mens den anden pige løb til venstre.

Fuck.  

Jeg kunne straks regne ud, at det enten ville være hende eller os som lige om lidt, ville blive fanget. Jeg håbede ikke det var os.

Var det egoistisk tænkt?

Jeg havde ikke tid til at tænke mere over det. 

Pigen og jeg løb rundt om hjørnet.

Og ned af et par trin foran en kælder opgang.  

Der var kun lige plads til, at vi kunne gemme os dernede. 

Toppen af vores hoveder stak op over foretovs kanten og vi havde dermed udsyn over fortorvet foran os. 

 Vi hørte A’s stemme og hans hurtige skridt, komme tættere og tættere på. 

Vi Sad på hug.

Musestille.

Forpustede.

Og holdt vejret. 

På samme tid.

Vi fik øje på ham, han kom direkte imod os.

Jeg kneb mine øjne sammen og forberedte mig mentalt.

Nu er det nu.  

Jeg gik ud fra at vi var fanget.

Men Han fortsatte forbi os. 

Én meter fra os.  

Pigen og jeg kiggede på hinanden i disbelieve.

Da vi hørte et skrig og A kom gående tilbage imod os...   

Med den anden pige, som han slæbte med i håret.

“Hvor er hun! Find hende!” råbte han ad hende.  

 Igen kun én meter fra os og fortsatte forbi.

Jeg havde sådan lyst til at hjælpe hende, men min frygt var for stor.  

Og hendes veninde, som jeg gemte mig med havde det på samme måde.  

Vi var bange for det ville gøre alting værre. 

Lyden af deres skridt forsvandt længere og længere væk.  

Vi blev enige om, at løbe over i parken, på den anden side af vejen.

Vi løb derhen og ringede 112.  

Vi forklarede kort, at vores veninde blev tilbageholdt mod sin vilje og vi prøvede at forklare hvor de var. 

Damen i telefonen ville sende en patrulje ud, for at hjælpe hende.  

Vi kunne nu se A og pigen fra parken, hvor vi sad og ventede på politiet ville dukke op.  

A havde stadig fat i pigens hår og havde en stor brødkniv mod hendes hals.  

Vi kunne se politiet nærme sig, hvor de stod og gik ud fra at hun nu var redet.

Men A tvang pigen, til at forklare politiet at alt var fint, at der var ikke noget galt.

Politiet kørte videre og A slæbte pigen med sig væk defra igen. 

Fuck.  Hvad gør vi nu! 

Jeg ringede politiet op igen og vi blev enige om, at den samme patrulje, ville møde os ude foran parken.

Så snart vi så deres bil nærme sig, løb vi alt hvad vi kunne derhen.  

Vi skyndte os ind på bagsædet af politi bilen.  

Forpustet og forslået, forklarede vi skiftevis hvad der var sket

-med fokus på at redde pigen.  

 “Vi kan ikke hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes” sagde den ene betjent.  

Vi prøvede at forklare, at vi fra parken så, at hun blev truet med en kniv og tvunget til at sige at hun ikke havde brug for hjælp.  

Men der var intet at gøre. 

De kunne køre os på sygehuset, så jeg kunne blive tilset. Så det gjorde de.   

Betjentene gik med ind på sygehuset, talte lidt med en sygeplejerske.

Jeg gjorde det klart, at jeg ikke var sikker på om jeg turde anmelde hændelsen.

I dét øjeblik fokuserede jeg kun på at pigen blev reddet. 

Betjentene ønskede os held og lykke og tog så videre. 

Jeg følte at denne aften ingen ende havde. 

Hvad gør vi nu! 

Hvad sker der med pigen?  

Jeg følte det var mit ansvar at rede hende!  

Jeg blev tilset, havde et par blå mærker og brud på kæben og næsen.

Pigen som var med mig, sad uroligt på en stol igennem hele undersøgelsen. 

Hun ville hjælpe hendes bedste veninde.

Forståeligt.

Det endte med, at hun overgav sig og måtte afsløre vores lokation, i bytte for hendes veninde.

Jeg vidste ikke at hun gjorde det, men kunne regne det ud, da hun sad og sendte sms’er frem og tilbage, og pludselig måtte gå.

Jeg forstod hende godt. Jeg havde nok gjort det samme, tænkte jeg.   

Jeg blev på sygehuset, hvor jeg tænkte at jeg var i sikkerhed.

Sygeplejersken ringede til et krisecenter, for at høre om de havde en plads til mig.

 Det havde de desværre ikke.  

Nu var det blevet tidligt på morgenen og jeg var udmattet og træt.

Havde brug for et sted at sove.

Jeg blev enig med personalet på sygehuset, at tage hjem til en veninde, der boede i nærheden.

Jeg trådte ud af hospitalets hovedindgang og blev ramt af morgensolens stråler.

Jeg knep mine øjne sammen og da jeg kiggede op. Stod A foran mig.   

Jeg overgav mig..

til skæbnen.. 

---

Analyse og reflektioner

Manglende opfølgning og følelsen af at stå alene

Denne sag beskriver en alvorlig voldsepisode med fysisk vold, frihedsberøvelse, trusler og akut frygt, hvor både politi og hospital bliver involveret. Alligevel ender den voldsudsatte med at stå alene tilbage - og vender senere tilbage til gerningspersonen.

Sagen viser, hvor svært det kan være for et menneske i chok, frygt og social kontrol selv at skabe overblik, tage beslutninger og navigere mellem forskellige instanser.

I situationen forsøger både politi og sundhedspersonale at hjælpe, men indsatsen stopper hurtigt igen. Der bliver ikke skabt en samlet plan eller tydelig opfølgning, og ansvaret ender derfor hos den voldsudsatte selv - på et tidspunkt hvor hun er i massiv krise og alarmberedskab.

Fra offerets perspektiv kan det skabe en følelse af:

• at stå alene med ansvaret

• at hjælpen forsvinder igen, når den akutte situation er ovre

at ingen reelt har overblik over situationen

• og at det måske er tryggere at vende tilbage til det kendte - selvom det er farligt

Når et menneske har levet længe i vold og kontrol, er det ofte ikke nok kun at fjerne personen fysisk fra situationen. Mange vil stadig være præget af frygt, loyalitet, chok, skyld og følelsesmæssig afhængighed.

I sådanne situationer kan det gøre en stor forskel, når:

• der skabes tydelig opfølgning instanser samarbejder og deler ansvar

• der laves en konkret sikkerhedsplan

• og den voldsudsatte ikke efterlades alene med alle beslutningerne

  
  

Sagen viser, hvor afgørende selve mødet med politiet kan være i det akutte øjeblik. Når et menneske befinder sig i chok, frygt og socialkontrol, vil kroppen ofte være i ren overlevelsestilstand. Det kan gøre det svært at tænke klart, forklare sig sammenhængende og træffe beslutninger.

I sådanne situationer får politiets måde at fremstå på stor betydning.

Fra offerets perspektiv kan det skabe tryghed, når politiet:

• virker rolige og har overblik

• tydeligt viser, at de forstår alvoren

• forklarer hvilke forbrydelser der er begået

• tager styring på situationen

• og signalerer, at ansvaret ikke ligger hos den voldsudsatte alene

  
  

I denne sag oplevede den voldsudsatte det modsatte.

Kommentaren:

“Vi kan ikke hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes”

blev altødelæggende i situationen.

Ikke fordi hjælpen blev afvist - men fordi den voldsudsatte allerede var fanget i massiv frygt, ambivalens og psykisk kontrol. Hun stod ikke uden vilje til hjælp. Hun stod uden følelsen af sikkerhed.

Fra offerets perspektiv kan sådan en kommentar hurtigt blive oversat til:

• “så er det nok min egen skyld”

• “ingen forstår hvor bange jeg er”

• “jeg spilder deres tid”

• eller “der er ingen, der reelt kan hjælpe mig”

  
  

Når et menneske i forvejen er nedbrudt gennem længere tids vold og kontrol, kan selv små kommentarer få stor psykologisk betydning og føre til opgivenhed, selvbebrejdelse og tilbagevenden til gerningspersonen.

Det var netop her, mødet med en anden betjent flere år senere blev afgørende. I stedet for at fokusere på modstand eller ambivalens, skabte han ro, overblik og tydelighed omkring situationen. Han gjorde det klart, at volden var alvorlig, at ansvaret ikke lå hos hende, og at hjælpen ikke forsvandt, bare fordi situationen var kompleks.

Fra offerets perspektiv var det med til langsomt at skabe tillid til systemet igen - og blev senere afgørende for, at hun kom ud af forholdet og gerningspersonen blev dømt.