Søndags tur

Det var søndag. Tid til endnu en af de mange køreture tilbage hjem til min mor.

A sov, og barnet legede på gulvet.

Jeg listede ind på A’s lille lager og tog en flaske alkohol.

Det var ikke noget, jeg plejede at gøre, men det var blevet noget, jeg var begyndt på

– at drikke inden turene hjem til min mor for at dulme nerverne.

Det var forfærdeligt, virkelig forfærdeligt, men jeg følte, at jeg var nødt til det for overhovedet at kunne sætte mig frivilligt ind i den bil med A.

Jeg skyndte mig at rydde op og lave noget til ham, så det stod klar, når han stod op.

Jeg lagde det ind til ham i sengen og sagde godmorgen, selvom det var sent på eftermiddagen, og skyndte mig så ud igen.

“Din uduelige klamme luder. Ikke engang dét kan du finde ud af!” råbte han.

Nå, så er han da stået op, tænkte jeg og tog en tår, inden jeg gemte flasken væk igen.

Jeg gik stille rundt og pakkede de sidste ting til i vores sædvanlige weekendtaske og stillede den klar i gangen.

A kom ud fra soveværelset, sagde et par bemærkninger og gik videre ud på badeværelset for at gå i bad.

Klokken blev mange. Han havde ellers lovet, at han ville køre os hjem i god tid, så vores barn kunne holde sin rutine inden vuggestue næste dag.

Men hvornår havde han nogensinde overholdt et løfte?

Da han var færdig, gik han ud og startede bilen uden at sige noget.

Jeg stod og kiggede på barnet og vores ting og overvejede, om jeg skulle gå ud nu, eller om det ville gøre ham mere sur. Det var aldrig til at vide.

“Kommer du eller hvad?” råbte han ude fra bilen.

Jeg fór hen, samlede barnet op, tog tasken og løb ud.

Spændte barnet fast i autostolen og satte mig ind ved siden af.

A var som altid rasende. Han kørte ud på vejen og over i den modsatte bane.

Jeg blev bange.

“Hvad laver du!?” tog jeg mig mod til at spørge

“Du skal bare lukke røven, eller jeg dræber os alle tre, og det vil være din skyld,” svarede han.

Jeg prøvede at tie, men jeg kunne ikke.

Han var tæt på at køre en kvinde på cykel ned.

Jeg kunne ikke undgå at se rædslen i hendes øjne.

Og det gjorde ondt helt ind i mig, når hans vrede gik ud over andre .

Jeg prøvede roligt at sige:

“Jeg ved godt, du og jeg er vant til det her, men er du klar over, hvad det vil gøre ved den dame?”

Han skruede op for musikken og fortsatte ud på motorvejen.

Jeg sad og kiggede ud på bilerne, vi fløj forbi i høj fart.

Alt for tæt på de foran kørende.

Overhalinger fra alle sider.

Der var ikke én regel, der blev overholdt.

Han kiggede på mig i bakspejlet og råbte:

“Hvis du tror, du skal hjem, kan du godt tro om igen.”

Jeg kiggede over på barnet, som heldigvis var faldet i søvn.

Jeg kunne ikke mere. Jeg var sikker på, at det var nu, vi skulle dø.

Jeg begyndte at græde i smug.

A kørte ind på en tankstation.

Ligeså snart han gik ud, brød jeg sammen.

Jeg rystede, og mine tænder klaprede.

A åbnede bil døren, slog ud efter mig og spyttede mig i ansigtet, inden han satte sig

ind på førestedet igen, skruede op for musikken og kørte videre.

Jeg kunne ikke mere.. jeg havde brug for hjælp!

Fra bagsædet tog jeg min telefon frem i smug.

“Jeg ringer lige til min søster,” sagde jeg, og så ringede jeg 112.

Jeg kunne ikke tale frit, så jeg hviskede og talte i koder.

“Vi har brug for hjælp...”

Jeg prøvede at forklare, hvor vi var, og hvilken bil vi kørte i.

“Læg på!” råbte han.

Jeg lagde på med det samme.

Han havde ikke opdaget noget.

Vi kørte videre, og jeg håbede bare, at nogen ville finde os.

Vores barn vågnede og var sulten, så A kørte ind på en parkeringsplads ved McDonald’s.

Pludselig var der blå blink overalt, og vi blev stoppet.

A kiggede om på mig. “Hvad har du gjort?”

Jeg sagde ingenting.

En betjent kom hen til bilen og bad mig gå ud med barnet.

Jeg tog autostolen og blev ført over i en politibil.

Betjenten smækkede bil døren i, og gik over for at tale med A.

bare sådan.

Betjenten og hans kollegaer stod længe ved A’s bil og talte.

Jeg sad alene i politibilen med mit barn.

Jeg rystede, men talte roligt til det, ligesom jeg plejede at gøre.

En betjent åbnede bil døren og spurgte mig:

“Har du drukket?”

“Ja,” svarede jeg.

Jeg kunne høre A tale ude ved bilen:

“Hun er psykisk syg. I kan selv se i jeres system

at hun har prøvet at anmelde mig før.

Sagen blev afvist fordi hun lyver.”

Betjenten smækkede bil døren i igen, så jeg hørte ikke, hvad der ellers blev sagt.

...men nåede at høre betjentene grine med hinanden..

Lyden af deres latter gjorde mig flov og forvirret.

Jeg begyndte at tvivle på mig selv...

Jeg skulle nok ikke have ringet til politiet.. måske overdrev jeg? måske var det ikke så slemt?

Jeg ventede på, at det blev min tur til at forklare.

Så kunne jeg fortælle dem sandheden, tænkte jeg.

Men det skete ikke.

Betjentene satte sig ind, spurgte mig ikke om noget, og A kørte sin vej.

''Vi kører dig hjem til din mor'' sagde den ene betjent og trådte på speederen.

Jeg var vant til først at tale, når jeg blev spurgt om noget, så der var bare helt stille hele vejen. Jeg undrede mig over, hvorfor betjentene ikke var interesseret i min version af historien. Jeg var meget forvirret og tvivlede på mig selv, og hvad jeg nu skulle gøre..

A lader mig aldrig slippe godt fra det her, tænkte jeg. Jeg havde brug for hjælp.. men stemningen var allerede sat - og jeg kunne godt mærke at betjentene allerede havde draget en konklusion. Jeg sad bare der, i fuldstændig stilhed, og holdte sammen på mig selv - for mit barn skyld, som sad roligt ved min side.

Da vi holdte

foran min mors hus, sagde de bare:

“Værsgo.”

Jeg forstod det ikke.

“Vil I lige med indenfor?” spurgte jeg

-med tanke på, at jeg kunne prøve at åbne op overfor dem, så snart min mor kunne tage sig af mit barn.

“Næh det kan vi ikke se nogen grund til,” sagde de.

Jeg gik ud af bilen, tog autostolen og politiet kørte videre.

Jeg løb ind.

Min mor tog barnet, og jeg faldt grædende sammen på gulvet.

Jeg var bange.

Flov.

Og jeg tænkte, at jeg aldrig skulle tale med politiet igen.

Hvad havde han bildt dem ind?

Hvorfor grinede de? Var det af mig?

Kort efter ringede min telefon.

Hemmeligt nummer. Det var A.

“Der kan du bare se. Ingen tror på dig.”

Og så var alt, igen som det plejede at være.

---

Analyse

Når tidligere oplevelser følger med ind i næste møde

Denne historie beskriver, hvordan tidligere oplevelser med systemet kan få stor betydning for, hvordan en voldsudsat senere tør søge hjælp - og hvor meget tillid personen har til, at hjælpen faktisk virker.

I historien oplever den voldsudsatte, at hendes forklaring ikke bliver hørt eller undersøgt ordentligt. Samtidig bliver en tidligere afvist sag indirekte brugt imod hende og kommer til at styrke gerningspersonens position i situationen.

Fra offerets perspektiv kan det skabe en følelse af:

• ikke at blive troet

• at stå alene med forklaringen

• at systemet ser én som problemet

• og at tidligere forsøg på hjælp nu bliver en belastning fremfor en støtte

  
  

Når et menneske lever i vold og social kontrol, vil personen ofte fremstå usikker, følelsesladet eller modsigende. Ikke nødvendigvis fordi forklaringen er usand - men fordi kroppen er i alarmberedskab, og fordi personen konstant forsøger at navigere mellem frygt, loyalitet og konsekvenser.

Historien viser også, hvor stor betydning det kan have, når der ikke bliver skabt plads til, at den voldsudsatte kan forklare sig i ro og tryghed.

Fra offerets perspektiv kan det opleves som om gerningspersonens ro eller overblik vægter højere end den frygt, der ligger bag offerets reaktioner.

Den tidligere afviste sag får samtidig stor psykologisk betydning. Ikke kun fordi sagen blev afvist - men fordi den efterfølgende bliver en del af den måde, den voldsudsatte ser sig selv og systemet på.

Det kan skabe:

• skam og selvbebrejdelse

• tvivl på egen oplevelse

• følelsen af at hjælpen ikke nytter

• og en stærkere afhængighed af gerningspersonen

  
  

Historien illustrerer, hvor vigtigt kontinuitet, nysgerrighed og helhedsforståelse kan være i sager om vold og social kontrol. Små ting som at skabe ro, stille åbne spørgsmål og forstå den følelsesmæssige tilstand bag reaktionerne kan få stor betydning for, om et menneske tør åbne mere op og tage imod hjælp.

Det var først senere, i mødet med en anden betjent og en anden tilgang, at den voldsudsatte oplevede at blive mødt med den tryghed, stålfasthed og forståelse, som gjorde, at hun turde fortælle mere af sandheden.

Det førte til, at der blev oprettet en sag, som endte med, at gerningspersonen blev dømt til 1 år og 9 måneders fængsel.

Fra offerets perspektiv blev forskellen ikke skabt af én stor handling - men af måden hun blev mødt på over tid.

Historien understreger derfor også, at tidligere og mere helhedsorienteret hjælp potentielt kunne have stoppet volden langt tidligere og forhindret yderligere belastning for både kvinden og barnet.