Historierne bag Erfaring Indefra
Historierne indefra
Historierne på denne side er skrevet af April Wilborn og bygger på virkelige oplevelser med vold, social kontrol, krisecentre og mødet med systemet gennem flere år.
Mange af fortællingerne er skrevet løbende, mens oplevelserne fandt sted. Andre er skrevet efterfølgende med den refleksion og forståelse, som tiden har givet.
Historierne følger ikke én bestemt form. Nogle er skrevet som personlige fortællinger, andre som refleksioner, digte eller øjebliksbilleder fra en bestemt periode af livet. Tilsammen danner de en tidslinje gennem et liv præget af frygt, usikkerhed, håb og kampen for frihed.
Mødet med betjenten
Et centralt tema i flere af historierne er mødet med en betjent, hvis tilgang blev et afgørende vendepunkt. Efter mange års vold, social kontrol og gentagne forsøg på at søge hjælp, var det netop dette møde og det efterfølgende samarbejde med Aarhus Vest Lokalpoliti, der blev min redning.
Gennem årene har jeg mødt hundredvis af kvinder på seks forskellige krisecentre. Mange har fortalt, at de genkender de mekanismer, der beskrives i historierne, og flere har givet udtryk for, at den tilgang, jeg oplevede fra politiet, kunne have hjulpet dem tidligere i deres eget forløb.
Det er denne forskel – de små detaljer i mødet mellem fagperson og menneske – som Erfaring Indefra ønsker at belyse.
Historierne mellem linjerne
Historierne fortælles med alvor, ærlighed og til tider selvironi.
Selvom emnerne er tunge, har humor og evnen til at se tilbage på nogle af livets mest absurde øjeblikke været en vigtig del af vejen videre.
Derfor vil du også møde fortællinger, hvor alvor og selvironi går hånd i hånd.
Af hensyn til både privatliv og kommende samarbejder er ikke alle detaljer beskrevet på hjemmesiden.
Flere af historierne findes i en mere omfattende og detaljeret form, som indgår i oplæg, undervisning, interviews og samarbejder med fagpersoner og organisationer.
Hjemmesiden giver et indblik i fortællingerne. Oplæg og samarbejder giver mulighed for at gå dybere ned i erfaringerne, refleksionerne og de læringspunkter, som ligger bag historierne.
