Jeg var tilbage

Jeg var tilbage hos A.

Det skete ikke fra den ene dag til den anden.

Jeg tog ikke en beslutning om at gå tilbage.

Det var noget, der kom stille og roligt. Lidt efter lidt.

Jeg begyndte at vænne mig til det igen.

Til tonen.

Til stemningen.

Til måden han talte til mig på.

Jeg tænkte over alt, hvad jeg gjorde.

Hvad jeg sagde. Hvordan jeg sagde det.

Hvornår jeg sagde det.

Jeg lærte at aflæse ham, før han selv vidste, hvordan han havde det.

Alt blev tilpasning.

Jeg undgik at sige ting, der kunne starte noget.

Undgik at kigge på ham på den forkerte måde.

Undgik at gøre noget, der kunne irritere ham.

Det handlede ikke længere om at have ret.

Det handlede om at holde ro.

Jeg holdte igen op med at forklare mig.

Holdt op med at sige fra.

Jeg begyndte igen, bare at rette mig ind.

Dagene lignede hinanden.

Man vidste aldrig helt, hvilket humør han var i, når han vågnede, men man kunne mærke det hurtigt. Og så handlede det om at tilpasse sig.

Jeg var god til det. Alt for god.

Jeg kunne gå en hel dag uden at sige noget forkert. Uden at trigge noget.

Men det betød ikke, at der var ro. Det betød bare, at jeg gjorde mig mindre.

Jeg lagde mærke til, hvordan jeg ændrede mig.

Hvordan jeg begyndte at tænke før jeg følte.

Hvordan jeg hele tiden var på forkant.

Selv små ting kunne blive til noget stort.

En tone. Et blik. En kommentar.

Så jeg holdt mig tilbage.

Smilede, når det var nødvendigt.

Sagde ja.

Nikkede.

Og håbede, det var nok.

Jeg stoppede med at tænke på at komme væk.

Ikke fordi jeg ikke ville.

Men fordi jeg ikke kunne se, hvordan.

Jeg tænkte ikke længere i løsninger.

Kun i at komme igennem dagen.

Nogle dage var bedre end andre.

Men det ændrede ikke noget.

For jeg vidste, at det kunne vende når som helst.

Jeg begyndte at acceptere ting, jeg aldrig før ville have accepteret.

Ord. Handlinger. Stemninger.

Det hele gled sammen.

Og langsomt blev det igen normalt.

Denne weekend var ekstra hård.

A skiftede hele tiden mening.

Den ene stund ville han køre os hjem, den næste ville han ikke. Så ville han godt

- men kun for at pakke vores ting, fordi vi skulle flytte tilbage til ham.

Han var træt af de “lange” køreture.

Nu skulle vi bo hos ham igen.

Jeg talte ham efter munden.

Men jeg kunne mærke, at han blev mere og mere hidsig.

Vi stod i stuen, og vores barn stod og kiggede på ham, mens han svinede mig til.

Hun kiggede også på mig, som om hun ventede på en reaktion.

Men jeg havde ingen.

Mit ansigt var tomt.

Et pokerface.

Pludselig spyttede han mig i ansigtet.

Jeg gik rundt i lejligheden for at undgå det.

“Ej, hvad er det far laver, det må man ikke,” sagde jeg til vores barn.

Jeg prøvede at fokusere på hende og holde fast i roen.

Så spyttede hun også på mig.

“Godt. Spyt på din luder mor,” sagde han.

Det gjorde ondt. Helt ind i hjertet.

Jeg kunne ikke holde det inde længere.

Jeg brød sammen.

Jeg satte mig gædende på gulvet i køkkenet, og vores barn gjorde det samme.

Vi sad der sammen, krammede og græd.

Han stod over os.

Truende.

Med et støvsugerrør i hånden.

Han truede med at slå os begge.

Nu var han også sur på vores barn.

“Så bliv ligesom din luder mor,” sagde han.

Jeg tiggede ham om at stoppe, mens barnet græd.

Så gik han.

Et øjeblik.

Og kom tilbage.

Han tog vores barn og gik ud mod bilen.

“I skal med mig.”

Jeg blev så bange, at jeg tissede i bukserne.

Han opdagede det heldigvis ikke.

Han var allerede gået ud.

Jeg stod alene tilbage i køkkenet.

I panik.

Jeg kunne ikke få mig selv til at sætte mig ud i den bil.

Jeg vidste, der ville ske noget.

Men jeg kunne heller ikke efterlade mit barn sammen med ham...

(fortsættelse: Mødet med betjenten)