Afvist

Mit barn og jeg boede på et lille fint værelse på krisecenteret.

Episoden var blevet anmeldt til politiet.

Jeg følte mig egentlig forholdsvis “stærk”, fordi jeg holdt fast i anmeldelsen og ikke trak den tilbage, som A ellers prøvede at pressede mig til.

For ham havde jeg stadig kontakt til.

Vi så ham ikke fysisk, men Snapchat-beskederne stoppede ikke, og den psykiske vold fortsatte.

Jeg havde bildt ham ind, at vi var hos en veninde – en veninde han godt vidste, jeg ikke havde. Truslerne var daglige, og jeg følte, jeg var ved at blive sindssyg.

Jeg havde lyst til bare at slukke min telefon og aldrig have kontakt med ham igen, men jeg følte, jeg var nødt til at have en form for kontrol over situationen.

Jeg havde jo hans barn.

Et stykke af ham og hans familie, som jeg samtidig havde dårlig samvittighed over at tage fra dem.

A vidste, hvor min familie boede, og det brugte han imod mig.

Han skrev, at han ville blive glad, hvis min mor døde.

At han aldrig ville tilgive mig, og at jeg skulle frygte ham resten af mit liv.

Så jeg blev nødt til at holde kontakten, i hvert fald indtil jeg vidste, hvad der skulle ske med anmeldelsen, og hvad næste skridt var.

Men jeg havde ingen plan.

Jeg var på krisecenter sammen med andre kvinder og børn, der også var ramt af vold, og alting føltes uoverskueligt.

Mit barn på halvandet år var det eneste, der holdt mig oppe.

Det var glad og fuld af energi hver dag, løb op og ned ad trapperne og ind og hilste på de andre værelser.

Der var en lille lukket have, vi kunne blive lukket ud i en gang imellem og få lidt luft.

Ellers kom vi ikke udenfor, fordi vi stadig var i samme by som A, og det blev vurderet, at det var for farligt.

Der blev leveret tørvarer, mælk og lidt grøntsager indimellem, og det levede vi af.

Jeg var egentlig glad for at være der, fordi vi ikke længere var i fysisk fare, og jeg fik et lille pusterum.

Men det stoppede jo ikke A.

A begyndte at blive grovere og grovere i sine beskeder.

En dag modtog jeg en snap:

“Hvis du ikke kommer hjem nu, kører jeg ned til din familie og propper et baseballbat op i røven på din mor.”

Kort efter skrev han:

“... jeg er på vej. Ses om lidt.”

Jeg gik i panik.

Han måtte for alt i verden ikke gøre min mor noget, det ville jeg aldrig kunne leve med.

Jeg skrev til ham, at han skulle stoppe, ellers ville jeg ringe til politiet igen.

“Fuck politiet,” skrev han.

Det stoppede ham ikke.

Men nu havde jeg i det mindste advaret ham, så jeg kunne bedre tillade mig at ringe.

og så ringede jeg til politiet.

A blev anholdt for vidnetrusler og varetægtsfængslet.

Én nat.

Han kom ud dagen efter, udhvilet og endnu mere sur end før.

Alting fortsatte, og jeg begyndte at føle, at der ikke var nogen ende på det.

Jeg fik voldsomme angstanfald og flashbacks, og med en lille en ved min side, uden mulighed for bare at gå en tur og få luft, blev opholdet til sidst for svært.

Efter noget tid valgte jeg at flytte hjem til min mor.

Selvom jeg udmærket var klar over, at A ville opsøge os der.

Men jeg havde brug for omsorg og støtte, og

måske – bare måske – ville alting blive bedre nu, hvor vi ikke længere boede hos A.

Måske havde han lært noget af, at jeg faktisk ringede til politiet.

Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke ville ændre noget, men jeg håbede.

Jeg ønskede jo også for vores barn, at det kunne have et godt forhold til sin far.

Men vidste også, at det nok var ønsketænkning.

Vi flyttede fra krisecenteret, hjem til min mor -halvanden time væk fra vores tidligere hjem med A.

A begyndte at hente os i weekenderne hjemme hos min mor.

Han var aldrig glad og havde aldrig planlagt noget.

Vi skulle bare med.

Køreturene frem og tilbage var de værste.

Hver gang det nærmede sig weekend, fik jeg ondt i maven.

Jeg havde ikke lyst til at sætte mig ind i den bil, men jeg gjorde det alligevel.

Vores barn og jeg sad altid på bagsædet.

Han kørte som en sindssyg, alt for hurtigt, og man måtte for guds skyld ikke sige noget.

Hver eneste gang skulle jeg, i halvandentime, sidde og høre på, hvor klam og uduelig jeg var.

At jeg fortjente at dø en langsom og smertefuld død.

At jeg ikke kunne finde ud af noget.

At jeg lavede mad med for mange krydderier, gjorde forkert rent eller var for længe i bad.

Man blev vant til det.

Jeg sad altid bare der på bagsædet og sang stille børnesange for vores barn for at gøre situationen nogenlunde normal.

Jeg havde også lært ikke at græde, for hvis jeg græd, havde jeg ødelagt hans dag, og så vidste man aldrig, hvad der ville ske.

Når vi kom hjem til ham, var han ofte ude hele natten og sov det meste af dagen.

For mig var det egentlig fint, for jeg gad ham ikke, men jeg tænkte altid:

Hvorfor?

Hvorfor hente os fra en tryg hverdag bare for, at vi skulle være der?

Hvad ville han have fra mig?

Jeg forstod det ikke.

Når han var vågen, var han altid sur på mig.

Jeg spurgte ham en dag:

“Hvorfor vil du have mig her, når du hader mig så meget?”

“Fordi du fortjener at lide og blive tortureret,” svarede han.

Og det var sådan, det føltes.

En dag sad jeg på sengen hjemme hos min mor med vores barn.

Det var IKKE weekend endnu.

Men pludselig tikkede der en sms ind på min telefon.

Et billede af motorvejsafkørslen til min mors by.

“Jeg er her, gør jer klar.”

Jeg frøs.

Mit hjerte hamrede.

Hvad ville han?

Hvorfor nu?

Der måtte være noget galt!

Jeg gik frem og tilbage på værelset for at få styr på mine nerver.

“Baba kommer,” sagde jeg og fremtvang et smil, før jeg gik med barnet ned til hoveddøren.

Allerede på afstand kunne jeg se, at han var sur.

Den måde, han kørte ind i indkørslen på.

Jeg havde lyst til at smække døren i, men jeg turde ikke.

Han kom hen, smilte til barnet og kiggede så på mig med kolde øjne.

“Har du tjekket din e-Boks?” spurgte han.

“Øh... nej? Hvorfor?” Jeg fandt min telefon frem og loggede ind.

“Din fucking lille luder! Sagde jeg ikke til dig, at ikke engang politiet kan hjælpe dig?” råbte han.

Jeg så der var et brev fra politiet.

Anmeldelsen var blevet afvist pga. manglende beviser.

Jeg fik ondt i maven og havde lyst til at græde.

“Jamen... det er jo bare godt for dig?” sagde jeg og prøvede at berolige ham.

Men det virkede ikke.

Han skiftede mellem at være glad for, at sagen var afvist, og rasende over, at jeg overhovedet havde troet, jeg kunne bruge politiet mod ham.

Han tog barnet fra mig.

“Nu skal I med mig.” sagde han.

“Men... det er ikke engang weekend. Hvad med vuggestue?”

“Har du stadig ikke lært, at det er bedst at gøre, hvad jeg siger?” spurgte han.

“Jo,” sagde jeg.

Og gik med..